Kom til en aften med tekst, foto og performance 10. november kl. 19-21. Her afslører vi også hvor nogle af værkerne er placeret, så du kan komme godt i gang med skattejagten.
Det sker i Kulturhuset Møstingshus, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg.
LitteraTuren kan opleves døgnet rundt og i præcis det tempo, du ønsker dig. Værkerne er sat op et andet sted end det, teksten omhandler – så du skal selv regne ud hvor næste værk er!
Du kan starte dér hvor du finder det første spor. Et sted kunne være labyrinten ved Pile Allé.
Ved alle poster er et bogstav i en cirkel, og samler du dem, vil de tilsammen danne et ord på otte bogstaver. Har du det rigtige ord, venter der en særlig gevinst!
Med ordet i hånden kan du få overrakt en bog med værkerne og digtene – den kan afhentes hos Rumkammerat i Nansensgade 35, 1366 København 'så længe lager haves'.
LitteraTuren er arrangeret af foreningen Mere Rum i samarbejde med Frederiksberg Kommune og det kreative bureau Rumkammerat. Oplevelsen er desuden støttet af Nordeafonden.